Årets leder i B1903

Ved årets generalforsamling, afholdt mandag den 27. februar 2017, blev der traditionen uddelt prisen som årets leder.
Valget som årets leder i 2016 faldt på Thomas Brando. Thomas er en meget dygtig træner med stort fokus på, at udvikle og dygtiggøre hele U9 årgangen. Udover det fodboldfaglige, har han stor rummelighed og efterlever B1903's pædagogiske værdier til fingerspidserne. Spillerne og forældrene på årgangen har stor tillid til Thomas, hvilket ses tydeligt i hans omgang med dem.
Udover sin daglige gang som træner på U9 holdet, er Thomas også holdleder på U14-2, hvor han trækker i alle de administrative tråde bagved for at få det til at fungere. Det er et hold, som har haft mange skiftende trænere og holdledere i de seneste sæsoner, men med Thomas’ indsats - og deres nye træner, Michael Rothenborg – er der nu kommet helt styr på holdet til stor glæde for alle spillerne.
Derudover er Thomas også en gang om ugen med til at træne SKILLS deltagerne på U8/U9 holdet.
Endelig er Thomas også behjælpsom og bidrager med sin faglighed indenfor grafisk design til klubbens administration og kommercielle tiltag. Thomas har bl.a. gentegnet B1903's logo i et nyt masterdesign, som fremadrettet er ensartet i alle de platforme, hvor vi benytter vores logo. Dertil har Thomas også hjulpet med at udvikle Løve Cups nye logo, som er blevet introduceret i forbindelse med Løve Cup 2017.
Alt i alt er vi i B1903 heldige at have en så stor personlighed som træner, som er vellidt af både ledelsen, medtrænere og spillere – og dermed også en velfortjent Årets Leder 2016.
(Thomas Brando, t.v., får velfortjente ord med på vejen, da han får overrakt prisen af bestyrelsesformand Benny Olsen, t.h.)