Menu

Forpagter søges til café og restaurant i Boldklubben 1903

image B1903'ere ser landskamp i Caféen, mens de er på camp
21. januar 2026 kl. 10:31
Se stillingsopslag

Boldklubben 1903 (B1903) tæller 1300 medlemmer og 200 engagerede trænere, og vi oplever i disse år en stor søgning mod vores fodboldmiljø hos både drenge- og pigespillere. Interessen forpligter, og vi ønsker at være en klub, der er kendetegnet ved høj fodboldfaglighed, en inkluderende kultur og et stærkt socialt fællesskab.

For at understøtte denne ambition søger vi en erfaren og engageret forpagter til klubbens restaurant- og caféområde.

Som forpagter hos os skal du brænde for at skabe gode madoplevelser og samtidig fungere som et vigtigt omdrejningspunkt for klubbens medlemmer, familier, gæster og tilskuere. Vi ønsker, at klubhuset er et naturligt samlingssted, hvor man altid føler sig velkommen.

 

Rollen som forpagter

Som forpagter i B1903 får du ansvaret for den daglige drift af klubbens restaurant og café. Du får samtidig mulighed for at drive din egen forretning i et velorganiseret miljø med et stærkt fællesskab og en fordelagtig forpagtningsafgift.

Ud over den daglige drift, hvor restaurantens åbningstider skal følge aktivitetsniveauet på anlægget, vil der være mulighed for at afholde selskaber og andre arrangementer i klubbens lokaler.

Vi tilbyder:

• Et fuldt udstyret køkken fra 2018 med moderne faciliteter

• Plads til ca. 80 spisende gæster indendørs

• Et attraktivt udendørs terrasseområde

 

Du vil indgå i et tæt samarbejde med klubbens bestyrelse og øvrige medarbejdere og forventes at bidrage med et højt aktivitetsniveau samt et varieret udbud af mad og drikkevarer til rimelige priser.

Dine primære opgaver og ansvarsområder:

• Tilberedning og salg af mad og drikke til klubbens medlemmer, familier og tilskuere

• Aktiv involvering og betjening i forbindelse med træninger, kampe og klubaktiviteter

• Planlægning og afvikling af arrangementer, der styrker fællesskabet i klubben – herunder fællesspisning, fodboldaftener, camps el.lign.

• Catering og forplejning til private selskaber og arrangementer i klubbens lokaler

 

Din profil

Vi forestiller os, at du har erfaring med madlavning samt café- eller restaurantdrift. Derudover er det vigtigt, at du:

• Trives med selvstændigt ansvar, er proaktiv og god til at se muligheder

• Har lyst til at være en synlig og aktiv del af klubbens miljø

• Er serviceminded og imødekommende

• Motiveres af både daglig drift, selskaber og særarrangementer

 

Interesseret?

Hvis forpagterrollen lyder som noget for dig, kan du søge stillingen ved at sende en motiveret ansøgning og dit CV til job@b1903.dk senest den 31. januar 2026. Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at skrive til samme mail og angive dit telefonnummer, så ringer vi dig op. Vi evaluerer indkomne ansøgninger løbende og forventer at afholde samtaler i uge 6. Stillingen ønskes besat per 1. marts 2026.

Luk