Menu

Stor B1903-spiller er død

image
21. juni 2024 kl. 18:02
Tidligere 1. holdsspiller Mikael Sundby er gået bort

Det var med stor sorg, at vi i mandags fik meddelelse om, at vores tidligere 1. holdspiller Mikael Sundby var afgået ved døden søndag d. 16. juni efter længere tids kræftsygdom. Mikael blev 68 år.

Mikael spillede alle ungdomsårene i B 1903 og som senior var han med i den gyldne periode i slutningen af 1970’erne, hvor det bl.a. blev til et Danmarksmesterskab i 1976, sølvmedaljer i 1977, bronzemedaljer i 1979 samt ikke mindst pokalvinder i 1979.

Han spillede endvidere 3 landskampe på ynglingelandsholdet (U19 landsholdet i dag) og 2 kampe på U21 landsholdet.

Mikael var midtbanespiller med et godt fighterhjerte og en enorm arbejdsradius på banen. Han var måske ikke den spiller, man lagde mest mærke til under en kamp, men hvis han ikke var på holdet, kunne de øvrige spillere straks mærke, at der manglede en til at tage det store slæb.

Mikael spillede også gammelmandsfodbold så længe knæene kunne holde til det. Det skulle jo ikke gå ud over de årlige skiture med familien.

Uden for banen var Mikael altid godt at være i selskab med. Altid positiv og med en meget veludviklet humor, som alle hans medspillere har nydt godt af igennem alle hans år i B 1903.

Velvidende at sygdommen var ved at gøre en ende på Mikaels ellers fantastiske liv (det var Mikaels egne ord), så mødte han op på vores generalforsamling i slutningen af februar, hvor han donerede 25.000 kr. til ungdomsafdelingen, som tak for det mange oplevelser både på og uden for banen, som han havde haft i B 1903. Se mere om Future Camp Sundby på hjemmesiden (klik HER)

Vi har mistet en sand 1903’er og et fantastisk menneske.

Ære være hans minde.

 

Benny Olsen

Formand emeritus

 

(En af øvelserne fra Future Camp Sundby)

Luk