U13A blev europamestre
18 drenge fra U13A deltog i pinsen i et internationalt 11-mandsstævne i Flensborg, der hovedsageligt havde deltagelse af tyske og danske hold. I alt deltog 21 hold i årgangen.
Stævnet var slået op som et uofficielt Mini EM, hvor hvert hold var tildelt en nation. B1903 optrådte som Tjekkiet og endte med at gå hele vejen til "EM-triumfen" foran velkendte danske klubber som Ikast, Kolding, Herfølge og naboerne fra Jægersborg.
Syv kampe blev spillet i alt. Drengene sluttede som etter i deres pulje og gik videre fra kvartfinalen med en 2-1 sejr. Semifinalen mod Schweiz (Lemsahler SV) endte 1-1 i den ordinære spilletid og måtte afgøres på straffespark - tre spark til hver. Drengene lagde ud med at brænde på Elkjærsk manér ved at sende bolden op over krydset i målet. Heldigvis afgjorde to eminente målmandsredninger og to flotte scoringer kampen til drengenes fordel.
I finalen mod Tyskland (TSV Kronshagen) satte drengene sig på kampen fra start, og efter ca. 10 minutter gav det fuldt fortjent et føringsmål. En frisparksbold fra højre side blev flot headet i mål. Nede 0-1 pressede Tyskland på, men drengene formåede at stå imod, og triumfen var herefter en realitet til stor glæde for spillere, trænere og medrejsende forældre.
